Sankt Hans i Skovlunde Bypark

Traditionen tro afholdes der Sankt Hans aften i Skovlunde Bypark lørdag den 23.  juni 2018 . Der er afbrændingsforbud på grund af den største tørke i over 100 år, men festen bliver afholdt som planlagt, og bålet må mindes fra tidligere år.

Kl. 18 starter FDF og Det danske Spejderkorps DDS med deres børneaktiviteter: Pudekamp, slå søm i, svævebanen, det muntre køkken,  og  det populære turpas til 50 kr. giver børnene mulighed for at afprøve de mange herlige ting, som er opstillet og kan bruges i konkurrencer med præmiegaver givet af Danske Bank og Superbrugsen.

KL. 19 spiller aftenens musik ved Skovlunde Frikirkes band op til tempofyldt pop-rock–funkrytmer udført af bandets dygtige musikere og sangere. En dejlig oplevelse.

Kl. 21 er der båltale af en person, der er knyttet til Skovlunde på en familiær god måde og hvis hjerte er stærkt optaget af Byens ve og vel. Derefter synges Midsommervisen.

Under festarrangementet vil der være salg af kaffe, the, øl, vand, franske hotdogs, popcorn, is, toasts og slikposer. Heksen har været på besøg hos Klub Skovlunde, de tidligere fritidscentre Ellekilde og Lundebjerg, hvor deres rollespillere har designet hendes flotte festskrud. Hun kan ses i Skovlunde Kulturhus i ca. 10 dage, inden Sankt Hans aften.

Sankt Hans Aften er arrangeret af Skovlunde Lokalråd i samarbejde med FDF og Skovlunde Spejderne DDS med ret til at ændre i programmet.

Skriv et svar