Nabohøring om Kavsbjerggård

kavsbjerggaard

En køber til Kavsbjerggård har ansøgt kommunen om at istandsætte Kavsbjerggård og indrette 10 boliger.

Kommunen udsendte den 18. december projektforslaget til naboorientering, og lokalrådet har afgivet sine bemærkninger.

Bygherren ønsker at bevare gårdens karakter

Lokalrådets holdning er, at vi er meget positive overfor projektet, dels fordi det er ekstremt vigtigt, at der bliver gjort noget nu, inden gården forfalder, og ikke mindst fordi vi her har en bygherre, der vil bevare de eksisterende bygninger og udnytte deres karakter frem for at rive ned og bygge nyt. Det er vores opfattelse, at bygherren reelt ønsker at bevare og udnytte karakteren af gården bedst muligt, kombineret med hensyntagen til bygningernes praktiske anvendelse som moderne boliger.

Vi er således positive overfor de viste omplaceringer af døre og vinduer samt af tilføjelserne af kviste og ovenlysvinduer, som vi mener er tilpas diskrete og respekterer byggestilen godt.

Tagene er ikke nærmere omhandlet

Ansøgningen angiver dog ikke noget om udformningen af mure og tage m.v. Vi har hørt fra bygherren, at han påtænker at lægge tegltage, mens hovedbygningen har i dag skiffertag og længerne bliktage. Det mener vi vil medføre en markant ændring af byggestilen, hvilket i hvert fald for hovedbygningens vedkommende ikke er ønskeligt. For længernes vedkommende er det et spørgsmål om at opnå den bedst mulige harmoni med hovedbygningen, da længerne i forvejen har en anden stil end hovedbygningen.

Det er vores opfattelse, at bygherren er åben for dialog for at få det for alle parter bedst mulige resultat, og vil meget gerne have Kroppedal på banen til at vejlede i den videre proces i forhold til, hvordan bygherren kan opnå de ønskede bygningsmæssige kvaliteter samtidigt med, at byggestilen bevares.

Alléen skal bevares, men elleres trænges til udtynding

Med hensyn til bevoksningen (som ansøgningen heller ikke berører) er det særligt alléen, der skal bevares. Træerne helt op til bygningerne kan dog fjernes, hvis de er til fare for bygningerne, og de øvrige træer kan beskæres, så helheden fremstår velplejet. Den øvrige bevoksning på grunden er gennem mange år ikke plejet og kan efter vores opfattelse tåle udtynding og beskæring.

2 tanker om “Nabohøring om Kavsbjerggård”

  1. Det vil glæde os på fremtidige gåture at se Kavsbjerggård renoveret, og det glæder os, at bygherren er så positivt stemt. Håber lidt på skifertaget 🙂

Skriv et svar