Byudviklingen og en indsnævring af Ballerup Boulevard er til debat ved borgermødet, som kommunen holder den 9. april klokken 19 i den gamle hal på Rosenlundskolen.
Vinderforslaget
Sidste år vandt tegnestuen Vandkunsten arkitektkonkurrencen om en helhedsplan for Skovlunde Bymidte. Deres projektforlag består i et nyt bystræde fra stationspladsen i nord til kulturhuset i syd.
Som en del af forslaget skal der ske en komplet fornyelse af Skovlunde Centret, så der bliver en blanding af boliger og butikker, og som en anden væsentlig del skal Ballerup Boulevard indsnævres, så byen bliver mere sammenhængende.
Projektforslag for indsnævring af Boulevarden
Kommunen har bevilliget 17 millioner kroner til ombygning af Boulevarden og har nu sammen med Vandkunsten udarbejdet et konkret projektforslag.
Det har skabt en del debat om, hvordan trafikken vil blive påvirket af en indsnævring. Kommunen har fået Via Trafik til at lave trafiktællinger og analysere konsekvenserne, og det er nu afklaret, at det kan lade sig gøre.
Læs mere i Ballerup Bladet
Den 30. marts vil der være et dobbeltsidet indstik i Ballerup Bladet, som detaljeret fortæller om projektet, så man har gode muligheder for at sætte sig ind i det.
Hør mere og spørg på borgermødet
På borgermødet den 9. april vil Vandkunsten præsentere vinderforslaget, kommunen vil fortælle om den planlagte indsnævring af Boulevarden og Via Trafik vil redegøre for trafikanalysen.
Kommunens politikere og embedsfolk vil være til stede og lytte til borgernes spørgsmål og kommentarer, inden forslaget færdiggøres og sendes i høring.
Skovlunde Lokalråd deltager naturligvis også ved mødet og lytter til borgernes holdninger.
I mange har jeg foreslået at Ballerup Boulevard anlægges under jorden fra Harrestrupvej til et stykke ind mod København. Det giver mulighed for at placere bebyggelse oven på det nye areal som dermed kan give et afkast til anlægning af vejen.
Alternativt kunne en nedgravning på en mindre strækning give mulighed for en gangbro over vejen og gøre det mere sikkert for gangbesværet personer at komme over vejen.
Begge forslag er et forsøg på at trække de 2 centre sammen til en helhed.
Det er en dyr løsning men kan blive en kraftig forskønnelse til glæde for Skovlunde og besøgende. I udlandet er det meget brugt og ofte anlægges parker på arealerne med tilhørende offentlige toiletter som der mangler mange af i Ballerup Kommune f. eks. Harrestrup Ådal, Skovlunde Bypark m.v.
Steen Norminds kommentar understreger det helt essentielle, at det er et spørgsmål om et valg: Er det trafikken, der skal prioriteres højest, eller er det bymiljøet?
Valget skal selvfølgeligt tages ud fra et sagligt grundlag, så det netop ikke bliver en “hovsa” løsning, som SN mener, der er tale om.
Via Trafik er eksperter på trafikområdet, og deres vurdering er, at det vil fungere med en indsnævring, om end det vil have nogle negative konsekvenser for trafikafviklingen. Alt andet ville da også være ulogisk.
Når valget tages (uanset udfaldet) er det altså på et oplyst grundlag. Det er dermed et bevidst valg og ikke “hovsa”.
Én vinkel, der blev stillet spørgsmål til ved mødet var den miljømæssige konsekvens. Den var ikke afdækket, og det bør den være. Ikke nødvendigvis i mikrogram, men i det mindste som en kvalificeret vurdering.
Der blev fremført et argument om, at forureningen ved en lavere hastighed ville blive større, da det tager længere tid at komme gennem byen. Dette er dog ikke rigtigt, da en bil afgiver en vis mængde CO2 pr. kørt kilometer. Denne mængde stiger med hastigheden (et faktum), så en lavere hastighed gennem byen alt andet lige vil give mindre miljøbelastning. Undtaget når hastigheden bliver så lav, at motoren bruger flere kræfter på at holde sig selv i gang end til at drive køretøjet fremad, som det er tilfældet, når man holder mere eller mindre helt stille, og hvis motoren ikke afbrydes. Det, som koster, er accelerationen efter stilstand. Man skal altså holde merforureningen ved stilstand og accelleration op mod mindreforureningen ved den lavere hastighed. Min fornemmelse er, at det i hvert fald ikke bliver værre, men det er så her, at der bør være et kvalificeret bud ud fra fagfolk, så beslutningen ikke tages i blinde.
Indsnævring af Ballerup Boulevard
I forbindelse med borgermødet om Boulevarden i går aftes, som jeg deltog i, blev fremlagt et flot og ambitiøst projekt suppleret med masser af forsvar for indsnævring af Boulevarden. Personligt mener jeg det er et hovsa projekt som bør stoppes hurtigst muligt. Projektet virker velgennemtænkt og veldokumenteret, hvilket det dog slet ikke er og det kom dog også frem i går aftes at problematikken omkring trafikafviklingen slet ikke er afklaret. Det blev da også nævnt at det ikke er uden trafikal smerte at gennemføre projektet. Jeg forstår dog godt at mange lader sig imponere over projektet.
Men argumenterne imod dette projekt står i kø:
Sikkerhed
Miljø
Fremkommelighed
Lyskrydsproblematikken
Der vil uden tvivl opstå én lang trafikprop igennem Skovlunde, hvilket jeg ikke kan forstå nogen synes vil være en god løsning, klapsalverne taget i betragtning. Et faktum er at der kommer flere mennesker og dermed også flere biler. Disse ting hænger uløseligt sammen. Det er der slet ikke taget højde for selv om det flot blev demonstreret med grønne marcipan biler. Argumentet med at trafikken blot vil flytte til de øvrige hovedfærdselsårer holder ikke. Det er jo også blot at flytte problemet og IKKE at løse problemet. Kommunens opgave må være at løse problemet ikke blot flytte det til et andet sted. Det er en meget kortsigtet politik. At Boulevarden er lavere klassificeret end andre hovedfærdselsårer holder heller ikke. Infrastrukturen til og fra København skal netop forbedres og ikke forringes, hvilket den utvivlsomt vil blive med det fremlagte forslag. Der er da heller ikke økonomi i at bilisterne skal køre en længere (omvej) for at komme til Ballerup. Som sagt argumenterne imod står i kø.
Hvorfor ikke projektere en tunnel for bilerne. Så er diskussionen omkring sikkerheden, miljøet, fremkommeligheden og lyskrydsproblematikken løst. Dette kan naturligvis ikke lade sig gøre for de 17 millioner der er afsat til projektet. Men når det nu om 5 – 10 år viser sig at denne løsning var et hovsa projekt som nødvendigvis må laves om. Så koster det pludselig 50 millioner at lave det om og så er vi allerede i nærheden af, hvad det vil koste at lave det ordentligt første gang. Og kommunen skal ikke komme og sige at de ikke er blevet advaret. Spar dog de 17 millioner indtil der er råd til at gøre det ordentligt og stop dette hovsa projekt inden der sker alt for mange ulykker i Skovlunde.
Med venlig hilsen
Steen Normind
Hasselvej 15
2740 Skovlunde