Skovlundecentret solgt – hvad nu?

Nyheden om, at Skovlunde Centret er solgt, har lynhurtigt bredt sig til stor glæde for skovlundeborgerne. Straks melder sig spørgsmålet om, hvad der nu kommer til at ske?

Den ny ejer bestemmer, hvad der skal ske

Først og fremmest er det vigtigt at bemærke, at Skovlunde Centret er privat ejendom, hvor ejeren selv bestemmer, hvad der kommer til at ske og hvornår, indenfor rammerne af de gældende lokalplaner.

Herfra kan man håbe og tro på, at den nye ejer vil tage idéerne fra arkitektkonkurrencen til sig og være med til at skabe den bymidte, som skovlundeborgerne længe har ønsket sig.

Først skal der laves en lokalplan

Den nye ejer vil gerne i gang med at bygge allerede i efteråret 2017, og det forudsætter, at der er vedtaget en lokalplan, der kan rumme ejernes planer.

Kommunen har indtil nu holdt lokalplanen tilbage, så den nye ejer kan få mulighed for indflydelse med sine idéer. Kommunen har prioriteret ressourcer, så en lokalplan kan udarbejdes så hurtigt som overhovedet muligt, og det bør dermed være muligt for ejeren at komme i gang som ønsket.

Vinderprojektet skal være styrende for planerne

Arkitektkonkurrencen blev gennemført af kommunen efter en god proces med borgerinddragelse, så borgernes idéer og ønsker afspejles i vinderprojektet.

Skovlunde Lokalråd lægger stor vægt på, at de bærende idéer i vinderprojektet bliver styrende for lokalplanen og håber på, at ejerne er indstillet på en inspirerende dialog, der baner vejen for en attraktiv bymidte med en sund kombination af boliger og butikker, hvilket også bør skabe for en sund forretning for ejerne.

Markante investeringer er nødvendige

Skovlundecentret er i en meget nedslidt forfatning, og der skal markante investeringer til for at gøre området attraktivt igen.

Med S-tog som nabo og med masser af attraktive arbejdspladser i nærheden fås beliggenheden ikke meget bedre. Området er dermed attraktivt som boligområde, og med 13.000 indbyggere i oplandet er der et seriøst grundlag for de rigtige nærbutikker – også selvom der er store indkøbscentre i rimelig køreafstand.

Med de rigtige investeringer vil bymidten blive særdeles attraktiv. Det vil afspejles både i ejendomspriser og i grundlaget for lejeindtægter fra butikkerne og dermed gøre investeringerne rentable. Omvendt vil manglende investeringer fortsætte den negative spiral, som vi ser i dag.

Den tidligere ejer var ikke i stand til at løfte opgaven, og Skovlunde Lokalråd håber på, at den nye ejer magter det bedre. Under alle omstændigheder er Lokalrådet parat til at arbejde for, at der kommer det bedst mulige ud af situationen.

Den nye ejer

Den nye ejer er Skovlunde Invest P/S, som blev etableret 25. november 2016 med en selskabskapital på 500.000 kr.

Ejerne bag Skovlunde Invest er et partnerskab med Ivan Bjerg-Larsen og Bjørn Skouenby gennem en selskabskonstruktion.

Ivan Bjerg-Larsen (formand for bestyrelsen) står bag en række andre investeringer, og Bjørn Skouenbye (direktør) er direktør for Dowo Management Aps, der kommer til at stå for udviklingen af centret.

Skovlunde Lokalråd ser frem til den kommende udvikling.

Se også artiklen på ballerup.dk

8 tanker om “Skovlundecentret solgt – hvad nu?”

  1. Pingback: Volnewmer
  2. Pingback: diyala research
  3. Pingback: Relex smile
  4. Det er rigtigt fint, at Skovlunde Lokalråd er først med væsentlige nyheder om Skovlunde og på hjemmesiden har givet en udførlig orientering. Ros.
    Jeg håber virkeligt, at de nye ejere vil realisere planerne for et moderne centerområde i Skovlunde og samtidig sikre at rammerne for butikslivet er tilstede, således at det er muligt at drive detailhandel i Skovlunde. Der har jo været meget stor butiksdød pga de alt for høje lejeafgifter sammenlignet med mulighederne for indtjening.
    Jeg kan være lidt bekymret for, hvorvidt det nye selskab har midlerne til realisering af de store ambitioner. En egenkapital på 500.000 synes kun at være symbolsk og rækker ikke langt til at gennemføre et kæmpe projekt.

  5. Man behøver ikke at håbe den nye ejer vil tage imod ideerne fra arkitekt konkurrencen til sig.
    Ved det sidste borgermøde angående indsnævringen af Boulevarden garanterede Ballerup Kommune at de via styring af lokalplanen vil sikre en gennemførelse af projektet fuldstændigt som beskrevet i arkitekt konkurrencen.
    Det bliver spændende at se om kommunen kan holde ord.

    1. Ja, der kan styres meget med en lokalplan, men ikke alt. Man kan bl.a. ikke styre, at en ejer skal gøre noget bestemt, kun sætte rammerne for, hvad man må. Og her skal vi rigtigt nok være vågne for, hvad rammerne bliver.

Skriv et svar